Klimatilpasning

I følge Danmarks Meteorologiske Institut vil vi fremover få mere ekstremt vejr med mere nedbør, flere stormfloder og dermed flere oversvømmelser.

På denne side kan du læse mere om, hvorfor vi er nødt til at klimatilpasse, visionen bag de projekter vi laver for at klimatilpasse kommunen og nogle af de metoder vi tager i brug.

ikon

Hvorfor klimatilpasser vi?

ikon

Forsinkelse

ikon

LAR – Lokal Afledning af Regnvand

ikon

Kloakseparering

Hvorfor klimatilpasser vi?

Klimaforandringerne er en kendsgerning, og problemerne opstår især, når der er skybrud eller perioder med langvarig regn.

Så er der ikke plads til regnvandet i kloakrørene. De løber over, og det giver oversvømmelser i kældre og på veje, og løber ud i fjorden, hvor kloakvandet forurener det vand, vi gerne vil bade i om sommeren.

Men til daglig er det heller ikke særlig smart, at regnvand og spildevand løber i samme rør, for det betyder, at der løber store mængder rent regnvand med ud til rensningsanlægget, hvor det bliver renset sammen med spildevandet. Det kræver energi, og er dermed spild af ressourcer.

Når vi klimatilpasser, ønsker vi derfor ikke kun at stuve vandet væk, men også at udvikle bæredygtige løsninger sammen med borgere og virksomheder, hvor vi reducerer vores brug af ressourcer, reducerer kvælstof, forskønner de områder, hvor vi klimatilpasser med nye kreative muligheder eller noget helt fjerde.

Klimatilpasning i Kolding Kommune skal med andre ord skabe merværdi – udover at håndtere den øgede regnmængde.

Illustration

Forsinkelse

Den mest almindelige måde at beskytte overbelastede afløbssystemer på, er at bygge et forsinkelsesbassin, der opsamler regnvandet fra eksempelvis et skybrud. Mens vandet er i et forsinkelsesbassin er det med til at aflaste der fyldte kloaksystem.

Når regnskyllet er overstået, og der igen er plads, kan vandet i forsinkelsesbassinet langsomt sive ud i kloakken. Et forsinkelsesbassin kan både være åbent og lukket.

To af de projekter, der anvender et forsinkelsesbassin, er projekterne i Bypark Øst og i Christiansfeld.

Illustration

LAR - Lokal Afledning af Regnvand

Lokal Afledning af Regnvand, i daglig tale LAR, er en metode, hvor man – som navnet siger – håndterer regnvandet lokalt, hvor nedbøren falder, så det ikke løber ned i kloakken og transporteret videre via kloakledninger. Der findes en hel vifte af forskellige LAR-løsninger, man kan benytte sig af – alt efter hvad der i den konkrete situation er muligt og attraktivt:

• Nedsivning – gennem faskiner, regnbede, græsplæner eller grøfter.
• Fordampning – typisk gennem grønne tage, som også kan samle og forsinke vandet ved kraftig regn.
• Lokal anvendelse – til havevanding eller til toiletskyl, tøjvask eller lignende.
• Forsinkelse i bassiner og lignende, hvor vandet siver ned i jorden eller fordamper.

Illustration

Kloakseparering

Der løber 2000 km kloakrør under Kolding Kommune. De fleste af rørene er lagt i en tid, da det ikke regnede nær så meget – og nær så kraftigt – som nu. Desuden er kloaksystemet oprindelig et såkaldt ét-strenget system, hvor både spildevand og regnvand løber i samme rør til renseanlægget.

En vigtig del af klimatilpasningen er at dele systemet op i to – ét til regnvand og ét til spildevand, så kloakkerne ikke bliver overbelastede, og urenset spildevand kan løbe ud i fjorden. Det kaldes kloakseparering, og det betyder også, at vi sparer energi ved ikke at lede rent regnvand til unødig rensning sammen med spildevandet. Læs mere om kloakseparering her.

Illustration