Agerøvej: Åbne kanaler, grøfter og bassiner

I den nye boligudstykning Agerøvej i den nordlige del af Kolding ender al regnvand i åbne kanaler langs vejene og bliver derfra ledt videre til grøfter og bassiner – for til sidst at ende i Nr. Bjert Bæk, som løber ud i Eltang Vig.

Regnvandet bliver med andre ord ikke stuvet væk i rør under jorden, men kommer kun til at være på overfladen i det nye boligområde – på nær nogle få steder, hvor regnvandet skal ledes under en vej – og det er der flere grunde til.

For det første fordi regnvand er en ressource, der er med til at skabe et hyggeligt miljø og mere natur i området. Grøfterne bliver tilsået med græs og regnbeds-planter og regnvands-bassinerne er med til at tiltrække dyre- og fugleliv.

At holde regnvandet på overfladen er også at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jorden i den nye udstykning er nemlig fed lerjord, som regnvandet har svært ved at sive ned i gennem.

Regnvand håndteres lokalt
I snart tre år har Kolding Kommune lavet lokale regnvandsløsninger i nye boligområder. Det sker for at klimatilpasse kommunen ved at aflaste kloaksystemerne.

’Vi sparer mange ressourcer, når vi laver lokale løsninger. Dels aflaster vi kloakkerne, når vi ikke sender regnvand den vej og dels er oftest billigere at lave lokale løsninger, som på Agerøvej, hvor det koster mindre at lave åbne kanaler, grøfter og bassiner end at grave rør ned. Samtidig betaler vi ikke det fulde kloaktilslutningsbidrag netop fordi vi håndterer regnvandet i vores eget system, fortæller landskabsarkitekt og projektleder for byggemodningen af Agerøvej, Alexander Priesemann.

Det vand, der falder på de nye boligejeres grunde skal selvfølgelig ledes ud til kanalerne og grøfterne og de bestemmer i princippet selv om det også skal være en åben kanal eller om de foretrækker at lede det ude gennem et rør under jorden. Men for helhedens skyld vil vi selvfølgelig altid anbefale en overjordisk løsning, siger projektlederen.

Fakta om regnvands-løsningen på Agerøvej
Det er Kolding Kommune, der som ejer og byggemodner den nye udstykning. Det er derfor også Kolding Kommune, der vælger hvilken regnvandsløsning, der skal være i den nye udstykning.

Ingeniørfirmaet MOE A/S har været rådgiver på regnvandsløsningen.

For at skabe mere natur og gøre området smukkere, bliver grøfterne sået til med græsser og blomster som kan tåle at stå med ’fødderne’ i vand, blandt andet engkabeleje, engkarse, hamp-hjortetrøst, alm. mjødurt, skovstorkenæb, eng-nellikerod, kantet perikon, trævlekrone, alm. kattehale og eng-forglemmigej.

Det største af regnvandsbassinerne kan rumme 2.500 m3 regnvand og vandet bliver herfra ledt videre til Nr. Bjert Bæk i et smalt rør under Drejensvej. Det sikrer, at vandet løber stille og roligt ud i bækken og videre til Eltang Vig uden at skabe problemer med oversvømmelser der.

Bassinerne er dimensioneret til at kunne klare en såkaldt ti års-hændelse. En ti års-hændelse er et skybrud eller langvarig, kraftig regn af et omfang, der statistisk set sker hvert 10. år.