Hylkedalen og Seest Mølleå

I den sydlige del af Kolding Ådal ligger Hylkedalen med Seest Mølleå, som er et sidevandløb til Kolding Å.

Ved skybrud og langvarigt regnvejr ledes vandet med stor hastighed ned gennem Hylkedalen, ud i Kolding Å, hvor det i værste fald bidrager til oversvømmelser i Kolding midtby.

Projektet i Hylkedalen består af:

1. Klimatilpasning ved at forsinke vandet, inden det løber videre til Kolding Å.
2. Merværdier til gavn for byens borgere og naturen.

Klimatilpasningsprojektet
Klimatilpasning i Hylkedalen vil ske på to måder. For det det første vil Seest Mølleå på udvalgte strækninger blive genslynget, så vandet bevæger sig langsommere i åen. For det andet vil der blive etableret enkelte lave græsklædte diger/barrierer, som skal holde vandet tilbage. Barrierne bliver etableret, så så det passer ind i det naturlige terræn, og sikrer fri faunapassage for fisk og smådyr. Ved kraftigt nedbørs vil engene langs åen blive oversvømmet, hvilket også er med til forsinke vandets strømning ned mod Kolding by.

Merværdier
Hylkedalen ligger bynært, og mange borgere benytter området til forskellige friluftsaktiviteter. Miljøstyrelsen har bevilget midler til at give klimaprojektet ved Seest Mølleå og Hylkedalen et væsentligt løft. Udviklingen af merværdier sker ved at inddrage borgerne og kan fx være nye friluftsfaciliteter, formidling, natur eller lign.  Genslyngningen af åen betyder, at naturværdien i området øges, fordi det skaber bedre levevilkår for en lang række dyr og planter. Den nye natur tilfører tillige det bynære område nye og værdifulde rekreative arealer, hvor vi kan fokusere på formidling af kommunens klimatilpasningsinitiativer.

Samtidig giver det også mulighed for at optimere området ved bl.a. at udvide det eksisterende stisystem.

Baggrund
Kolding by er ekstra udfordret af klimaændringerne af to grunde. Som østvendt kystby er der risiko for stormflod. Desuden er Kolding placeret i bunden af en ådal, hvor Kolding Å løber gennem byen og ender i Kolding Fjord. Det betyder, at der er risiko for, at åen går over sine bredder og oversvømmer de lavtliggende byområder, når der er skybrud eller langvarig kraftig regn. Derfor gennemfører Klimavand et stort klimatilpasningsprojekt, kaldet Kolding Å-projektet.

Projektet består af to delprojekter

1. Kolding Å – Ådalen der klimatilpasser oplandet til Kolding Å (området vest for den jyske motorvej E45).
2. Kolding Å – Pumpe/sluse, der regulerer og håndterer store vandmængder i Kolding Å

Klimaprojektet i Seest Mølleå og Hylkedalen hører under 1. del, der skal forsinke vandet i Kolding Ådal inden det løber ud i Kolding Å. Der vil komme flere projekter under Kolding Å – Ådalen og vi opdaterer hjemmesiden efterhånden, som projekterne starter op.

Hylkedalen og området omkring Seest Mølleå er et skønt naturspot sydvest for Kolding. Hvis du vil vide mere om det og se, hvilke aktiviteter området allerede byder på, så gå ind på oplevkolding.dk under temaet om Hylkedalen.

Idékatalog
Lodsejere, naboer, foreninger og organisationer deltog i efteråret i en række møder og workshops om, hvordan Hylkedalen kan blive endnu mere attraktiv. Det er der kommet et idékatalog ud af, som du kan se her: Idekatalog – klimatilpasning i Hylkedalen og Seest Mølleaa

 

Projektet er et samarbejde mellem Kolding Kommune og BlueKolding

Forventet opstart

2017

Forventet færdiggørelse

2019

Hvis du vil vide mere om projektet, kontakt:

kontaktperson

Inger Wiuff

76 36 36 27 inwj@bluekolding.dk