nyhedsbillede

Sådan får du et grønt tag

Et grønt tag har planter som tagbelægning. De fleste grønne tage er enten beplantet med græs eller stenurter (sedum), der kan tåle tørke, og hvis tykke blade kan ophobe vand. Grønne tage kan dermed optage en del af den nedbør, der falder på taget.

Et grønt tag optager i gennemsnit 50 % af nedbøren, som falder på taget, fordi planterne optager en stor del af regnen. Resten af vandet løber igennem tagets drænlag og ned ad tagfladen til tagrenden og videre ud til enten et regnbed, en faskine eller til kloakken.

Grønne tage har den fordel, at de kan forvandle en ellers ”kedelig” tagflade til en grøn oase, som giver liv i gadebilledet eller får bygningen til at falde ind i den omgivende natur. Desuden isolerer vegetationen både for kulde og støj udefra.

Et grønt tag kan være en løsning, hvis taghældningen er under 30 grader. Et grønt tag vejer ca. 50 kg. pr. kvadratmeter, når det er gennemvædet. Vær opmærksom på, om din tagkonstruktion er stærk nok til at bære det.

Hvorfor skal du vælge et grønt tag? 
Et grønt tag er et miljøvenligt valg sammenlignet med traditionelle tag-materialer, da det stort set ikke kræver energi at producere. Et grønt tag skifter farve hen over året og kan på den måde bidrage til et mere levende og varieret gadebillede.

Vidste du…
At flere forsikringsselskaber giver rabat på husforsikringer, hvis du sikrer din bolig mod vandskader.

Logo Tilbage