nyhedsbillede

Skolebørn planter træer i Byparken

Børn fra Marielundskolen, Ådalsskolen, Bramdrup Skole og Specialcenter Brændkjær tog mandag fat i spaderne og hjalp Klimavand og Naturskolen i Kolding Kommune med at plante træer i og omkring det nye regnvandsbassin i Byparken. 

Indtil for ganske nylig lå Byparken hen som et stort, fladt og lidt kedelig græsareal. I sommer anlagde Klimavand med hjælp fra entreprenørvirksomheden Frisesdahl et 4000 kubikmeter stort regnvandsbassin udformet ved hjælp af et dige og med en ø i midten. Bassinet er og omkranset af stier og rislende vandløb.

Næste skridt i arbejdet med at forvandle Byparken til en frodig, grøn oase er at plante træer. Projektlederen bag regnvandsbassinet, Louise Langschwager fortæller, at der er flere gode grunde til at plante træer i parken.

– Naboerne til parken har ønsket sig mere natur i området, og det er træerne med til at skabe. Samtidig giver træerne skygge og hygge i parken og endelig har træer også en klimafunktion, da de både optager CO2 og vand, fortæller Louise Langschwager og fortsætter:

– Blandt de arter vi har plantet er lærk og fyr. I selve bassinet eksperimenterer vi med at plante rød-el, som gror rigtig godt i en fugtig jordbund og tåler at stå med rødderne i vand en gang i mellem. 

Skolebørn bliver klogere på træer
Klimavand, der har etableret regnvandsbassinet har allieret sig med Kolding Kommunes Naturskole, som har inviteret børn med specielle undervisningsbehov med til at plante træerne.

– Når børnene selv er med i det praktiske arbejde og har fingrene i jorden, er det nemmere at få en god grundforståelse af vores økosystem, hvor træer spiller en vigtig rolle, forklarer Fie Schmidt, som er naturvejleder.

Anlægsgartnere fra entreprenørvirksomheden Frisesdahl, som Klimavand har hyret til opgaven med at bygge regnvandsbassinet, gav også deres besyv med på den store plantedag. Blandt andet hjalp de med at grave nogle af hullerne med deres små, smarte minigravere.

 

Logo Tilbage