nyhedsbillede

Vi kan bruge klimatilpasningen til at frede vores oase

Borgere i området omkring Vifdam bruger den igangværende klimatilpasning til at sikre, at det grønne område bliver bevaret som en naturlig og grøn oase i byen.

Michael Sønderup er en af de borgere, som tog i mod invitationen, da Klimavand inviterede til udviklingsmøder i efteråret 2017 og siden da, har han mødt trofast op, når der har været møder. Det er mange år siden, han og hustruen Jonna købte det gamle hus på Hospitalsgade 47, og siden har de flere gange fået præsenteret forskellige ideer til, hvad Vifdam kan bruges til. Det seneste oplæg er klimatilpasning.

– Vi elsker det område. Det er en lille oase i byen, som jeg synes skal bevares – og det kan vi heldigvis høre, at mange her i området er enige med os i, siger han. Tidligere har han været med til at indsamle underskrifter for eller mod planer i området, men denne gang er han sammen med de andre beboere inviteret til at være med i selve udviklingen af et projekt.

Fællesskabet skal varetages
Michael og Jonnas børn har leget i området da de var små, de har hørt nattergalen synge, og de har set salamandere kravle rundt. Det er den slags oplevelser, som Michael gerne vil have flere af og give videre til andre.

– Her omkring Vifdam bor vi rigtig mange forskellige mennesker. Her er både ejerboliger og lejeboliger, forskellige aldersgrupper og folk med forskellig baggrund. I mange andre områder klumper folk sig sammen med andre af samme slags. Men her har vi Vifdam til fælles og i forbindelse med, at jeg valgte at involvere mig i dette projekt, har jeg oplevet, at vi taler mere med hinanden og har en fælles interesse om at passe på området. Det er ikke alle, som er enige om detaljerne, men vi er enige om de store linjer – vi vil gerne have, at søen får mere plads, og vi vil gerne have et område, hvor naturen får lov til at være lidt vild og komme til sin ret.

Mere plads til søen betyder også mere vand til området, og det er en af de ting, som er afgørende for at Klimavand arbejder i Vifdam.

– På grund af klimaforandringerne får vi flere store regnskyl og perioder med langvarig og kraftig regn. Det øger risikoen for oversvømmelser, så derfor skal vi have udviklet nye metoder til at håndtere regnvandet, siger Stella Steen Jensen, der er projektleder i Klimavand.

– Her i Vifdam arbejder vi desuden med at involvere dem, der er interesserede, i udviklingen af løsningerne, for der er mange forskellige muligheder, og ved at høre, hvad der er vigtigt for dem, som færdes her, får vi bedre mulighed for at prioritere mellem de forskellige løsninger. Samtidig vil vi gerne undersøge, om der er opbakning til at gøre noget andet og mere, når vi alligevel er i gang – hvis der er mulighed for at opfylde andre behov end behovet for klimatilpasning, kan det være, at det er billigere og bedre at få etableret samtidig med klimatilpasningen, så der ikke skal flere større anlægsarbejder i gang lige efter hinanden, siger Stella Steen Jensen. Evt. ekstra faciliteter kan dog ikke finansieres af Klimavand, som udelukkende arbejder med selve klimatilpasningen.

Der er plads til flere
Selv om Vifdam bliver beskrevet som en oase, så har Michael Sønderup ikke noget ønske om, at området kun skal være for dem, der bor her. Tværtimod mener han, at jo flere der holder af Vifdam, jo bedre vil området være sikret, som et rekreativt naturområde i Kolding midtby.

– Jeg mener, at oplevelsen af natur er vigtig for os alle. Vi har nogle skønne og flotte parker med forskellige aktiviteter, så jeg synes, at der er god grund til at lade Vifdam være det sted, hvor naturen får plads, og hvor nutidens børn kan opleve naturen udfolde sig. Når de får gode oplever med naturen og dyrene i området, vil de også bedre kunne forstå, hvorfor vi skal passe på miljøet.
Derfor er han også glad for, at det har været et gennemgående ønske fra beboerne, at oplevelsen af natur skal bevares, og at Klimavand arbejder med udgangspunkt i områdets naturlige skybrudsveje til at lede regnen frem til søen, så vandet ikke skal pumpes frem.

– Det er en af mine grundtanker, at vi skal arbejde med naturen og ikke mod naturen. Naturen er en stærk og vedholdende modstander men en loyal medspiller, så dette initiativ fra Klimavand glæder mig meget.

 

Logo Tilbage